DET ØKONOMISKE GRUNDLAG FOR STATENS
BORTDØEN
Staten og revolutionen
af Vladimir Lenin (1917)
1. Problemstillingen hos Marx
2. Overgangen fra kapitalisme til kommunisme
3. Det kommunistiske samfunds første fase
4. Det kommunistiske samfunds højere fase
Noter
V. DET ØKONOMISKE GRUNDLAG FOR STATENS BORTDØEN
Mest udførligt drøfter Marx dette spørgsmål i sin Kritik af Gotha-Programmet (63) (brev til Bracke af 5. maj 1875, offentliggjort så
sent som 1891 i Neue Zeit, 9. årgang, bd. 1, på russisk er den udkommet i en særlig
udgave). Den polemiske del af dette betydningsfulde værk, der giver en kritik af
lassalleanismen, har så at sige trængt den positive del i baggrunden, nemlig: analysen
af sammenhængen mellem kommunismens udvikling og statens bortdøen.
1. Problemstillingen hos Marx
Når man overfladisk sammenligner brevet fra Marx til Bracke af 5. maj 1875 med Engels'
tidligere nævnte brev til Bebel af 28. marts 1875, kunne det se ud, som om Marx langt
mere end Engels var et "statsmenneske", og som om der bestod en meget betydelig
forskel mellem de to forfatteres anskuelser om staten.
Engels anbefaler Bebel at holde op med al den snak om staten, at fjerne ordet
"stat" helt fra programmet, og erstatte det med ordet "fællesskab",
ja, Engels erklærer, at Kommunen ikke mere var en stat i egentlig forstand. Marx derimod
taler endog om "det kommunistiske samfunds fremtidige statsvæsen", dvs. han
anerkender tilsyneladende, at det er nødvendigt at have en stat selv under kommunismen.
En sådan opfattelse ville imidlertid være bundfalsk. En nærmere betragtning giver
til resultat, at Marx' og Engels' anskuelser om staten og dens bortdøen stemmer nøje
overens, og at Marx' førnævnte udtryk netop refererer sig til denne bortdøende
statsorganisme.
Det er klart, at der ikke kan være tale om at fastslå tidspunktet for, når
staten vil "dø bort", så meget mere, som det selvfølgelig drejer sig om en
langvarig proces. Forklaringen på den tilsyneladende meningsforskel mellem Marx og Engels
ligger i, at de behandler forskellige emner og har stillet sig forskellige opgaver. Engels
stillede sig den opgave anskueligt, skarpt og i store træk at vise Bebel, hvor tåbelige
de gængse fordomme om staten var (fordomme, som også Lassalle i høj grad delte). Marx
strejfer kun i forbigående dette spørgsmål, han interesserer sig for et andet
emne, det kommunistiske samfunds udvikling.
Hele Marx' teori er udviklingsteorien - i den mest konsekvente, mest fuldkomne, mest
gennemtænkte og indholdsrige form - anvendt på den moderne kapitalisme. Ganske naturligt
opstod for Marx spørgsmålet om også at anvende denne teori på kapitalismens forestående
sammenbrud, og på den fremtidige kommunismes fremtidige udvikling.
Men på grundlag af hvilke kendsgerninger kan man rejse spørgsmålet om den
fremtidige kommunismes fremtidige udvikling?
På det grundlag, at den vokser frem af kapitalismen, udvikler sig historisk af
kapitalismen, er resultatet af en samfundsmæssig kraft, som kapitalismen har frembragt.
Hos Marx finder man heller ikke spor af forsøg på at konstruere utopier eller at gætte
ud i det blå om ting, man ikke kan have kendskab til. Marx stiller spørgsmålet om
kommunismen sådan, som naturforskeren ville stille spørgsmålet med hensyn til lad os
sige en ny biologisk afart, når man véd, at den er opstået på den eller den måde og
modificerer sig i den og den bestemte retning.
Marx fjerner fremfor alt den forvirring, som Gotha-programmet havde fremkaldt i
spørgsmålet om forholdet mellem stat og samfund.
"Det 'nuværende samfund' er det kapitalistiske samfund," skriver han,
"som eksisterer i alle kulturlande, mere eller mindre fri for middelalderlig
tilsætning, mere eller mindre modificeret af hvert lands særlige historiske udvikling,
mere eller mindre udviklet. Derimod skifter 'den nuværende stat' med landegrænsen. Den
er anderledes i det prøjsisk-tyske rige end i Svejts, anderledes i England end i de
Forenede Stater. 'Den nuværende stat' er altså en fiktion.
Imidlertid har de forskellige kulturlandes forskellige stater, trods den brogede
forskel mellem dem, hvad formen angår, alle det tilfælles, at de står på det moderne
borgerlige samfunds grund, kun at dette samfund er mere eller mindre udviklet i
kapitalistisk henseende. De har derfor også visse væsentlige karaktertræk tilfælles. I
denne forstand kan man tale om den 'nuværende stat' i modsætning til fremtiden, da dens
nuværende rod, det borgerlige samfund, vil være døet bort.
Spørgsmålet er så: hvilken forvandling vil der ske med staten i et kommunistisk
samfund? Med andre ord, hvilke samfundsfunktioner bliver der tilbage dér, som er analoge
med de nuværende statsfunktioner? Dette spørgsmål kan kun besvares videnskabeligt, og
man kommer ikke problemet så meget som et loppespring nærmere, fordi man sætter ordene
stat og folk sammen på tusind forskellige måder …" (64)
Efter at Marx således har hånet al snak om "folkestaten", formulerer han
spørgsmålet og siger ligesom advarende, at man ved en videnskabelig besvarelse af
spørgsmålet kun må operere med sikre videnskabelige data.
Det første, som hele udviklingsteorien og hele videnskaben overhovedet ganske nøje
har fastslået, er den omstændighed - hvad utopisterne har glemt, og de nuværende
opportunister, der er bange for den socialistiske revolution, er i færd med at glemme -
at der historisk utvivlsomt må findes et særligt stadium eller en særlig etape, hvor
overgangen fra kapitalismen til kommunismen sker.
2. Overgangen fra kapitalisme til kommunisme
"Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund," fortsætter Marx,
"ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet.
Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være
andet end proletariatets revolutionære diktatur." (65)
Denne følgeslutning hviler hos Marx på en analyse af den rolle, som proletariatet
spiller i det nuværende kapitalistiske samfund, på kendsgerningerne om dette samfunds
udvikling og om uforsonligheden i modsætningsforholdet mellem proletariatets og
bourgeoisiets interesser.
Tidligere formulerede man problemet således: proletariatet må for at gennemtvinge sin
befrielse styrte bourgeoisiet, erobre den politiske magt og oprette sit revolutionære
diktatur.
Nu formulerer man problemet noget anderledes: overgangen fra det kapitalistiske
samfund, der udvikler sig i retning mod kommunismen, til det kommunistiske samfund er
umulig uden en "politisk overgangsperiode", og staten i denne periode kan kun
være proletariatets revolutionære diktatur.
Hvorledes forholder dette diktatur sig nu til demokratiet?
Vi har set, at Det Kommunistiske Manifest simpelt hen stiller to begreber ved siden af
hinanden: "at hæve proletariatet op til herskende klasse" og "at tilkæmpe
sig demokratiet". På grundlag af alt, hvad der er sagt ovenfor, lader det sig
nøjere fastslå, hvorledes demokratiet forandrer sig under overgangen fra kapitalisme til
kommunisme.
I det kapitalistiske samfund har vi, idet vi forudsætter dets gunstige udvikling, et
mere eller mindre fuldstændigt demokrati i den demokratiske republik. Dette demokrati er
imidlertid stadig presset ind i den kapitalistiske udbytnings snævre rammer og er derfor
i grunden stadig et demokrati for mindretallet, kun for de besiddende klasser, kun for de
rige. Friheden i det kapitalistiske samfund er stadig omtrent det samme, som den var i de
antikke græske republikker: frihed for slaveholderne. De moderne lønslaver er takket
være den kapitalistiske udbytnings betingelser i den grad kuet af nød og elendighed, at
de "har andet at tænke på" end demokrati og politik, så at befolkningens
flertal under begivenhedernes almindelige fredelige gang er udelukket fra at tage del i
det offentlige og politiske liv.
Denne påstands rigtighed bekræftes måske mest anskueligt af Tyskland, da den
forfatningsmæssige legalitet netop holdt sig forbavsende længe og stabil i denne stat,
næsten et halvt århundrede (1871-1914), og da socialdemokratiet i denne tid langt mere
end i andre lande forstod "at udnytte legaliteten" og at organisere så stor en
del af arbejderklassen i et politisk parti som ikke noget andet sted i verden.
Hvor stor er nu denne procentsats af politisk bevidste og aktive lønslaver, der er den
højeste, der nogen sinde er blevet iagttaget i det kapitalistiske samfund? En million
medlemmer i det socialdemokratiske parti - af femten millioner lønarbejdere! Tre
millioner organiseret i fagforeninger - af femten millioner!
Demokrati for et forsvindende mindretal, demokrati for de rige - det er demokratismen i
det kapitalistiske samfund. Betragter man det kapitalistiske demokratis mekanisme
nøjere, så ser man overalt, i de "ubetydelige", såkaldte
"ubetydelige", enkeltheder ved valgretten (bestemmelser om, at man skal have
opholdt sig en vis tid i kommunen, udelukkelse af kvinderne osv.) og i de repræsentative
organers teknik, i de faktiske indskrænkninger i forsamlingsfriheden (de offentlige
bygninger er ikke for "tiggere"!), og i dagspressens rent kapitalistiske
organisation osv., osv. - overalt hvor man ser hen, indskrænkninger og atter
indskrænkninger af demokratiet. Disse indskrænkninger, undtagelser, hindringer for de
fattige ser ubetydelige ud, navnlig for den, der aldrig selv har kendt til nød og ikke er
kommet i berøring med det liv, de undertrykte klasser fører (og det er tilfældet med 9
af 10, om ikke med 99 af 100 borgerlige skribenter og politikere) men taget under ét
bevirker disse indskrænkninger, at de fattige udelukkes, fortrænges fra politikken, fra
den aktive deltagelse i demokratiet.
Marx har glimrende sammenfattet dette det kapitalistiske demokratis væsen, da
han i sin analyse af Kommunens erfaringer sagde: De underkuede klasser får med flere års
mellemrum lov til at afgøre, hvilken repræsentant for den herskende klasse der i
parlamentet skal ud- og undertrykke deres krav.
Men fra dette kapitalistiske, uundgåeligt snævre demokrati, der ganske stille støder
de fattige tilbage og derfor helt igennem er hyklerisk og løgnagtigt, fører udviklingen
ikke simpelt hen jævnt og glat frem "til et stadig større demokrati", som de
liberale professorer og småborgerlige opportunister ynder at fremstille det. Nej.
Udviklingen fremad, dvs. udviklingen til kommunismen, går over proletariatets diktatur,
og kan heller ikke gå nogen anden vej, for ingen uden proletariatet er i stand til at bryde
de kapitalistiske udbytteres modstand, og anden vej findes ikke.
Men proletariatets diktatur, dvs. de undertryktes fortrop organiseret som herskende
klasse med det formål at holde udbytterne nede, kan ikke simpelt hen nøjes med at udvide
demokratiet. Samtidig med den uhyre udvidelse af demokratiet, der for første
gang bliver et demokrati for de fattige, for folket og ikke et demokrati for de rige,
medfører proletariatets diktatur en række undtagelser fra friheden, hvad undertrykkerne,
udbytterne og kapitalisterne angår. Dem må vi holde nede for at befri menneskeheden fra
lønslaveriet, deres modstand må brydes med magt, og det er klart, at dér, hvor der
findes undertrykkelse og tvang, er der ingen frihed, intet demokrati.
Engels har udtrykt dette fortrinligt i sit brev til Bebel, hvor han, som læseren vil
huske, sagde, at "så længe proletariatet endnu bruger staten, bruger det den ikke i
frihedens interesse, men for at holde sine modstandere nede, og så snart der kan være
tale om frihed, hører staten som sådan op med at bestå."
Demokrati for folkets vældige flertal og undertrykkelse med magt af folkets udbyttere
og undertrykkere, altså deres udelukkelse fra demokratiet - det er demokratiets
modificering ved overgangen fra kapitalisme til kommunisme.
Først i det kommunistiske samfund, når kapitalisternes modstand allerede definitivt
er brudt, når kapitalisterne er forsvundet, og der ikke mere findes klasser (dvs. når
der ikke mere findes nogen forskel mellem samfundets medlemmer i deres forhold til
samfundets produktionsmidler) - først dér "hører staten op med at
bestå", og først dér "kan der være tale om frihed". Først
dér er et virkelig fuldstændigt demokrati muligt, demokrati uden nogen som helst
undtagelse, først dér kan det virkeliggøres. Og først da begynder demokratiet at
dø bort, af den simple grund, at menneskene, befriet for det kapitalistiske slaveri,
for den kapitalistiske udbytnings utallige rædsler, tåbeligheder, gemenheder og brutale
handlinger, efterhånden vil vænne sig til at overholde de mest elementære
regler for kollektivt liv, regler, som er kendt fra gammel tid, og som gennem årtusinder
er blevet gentaget i alle forskrifter, og overholde dem uden magtanvendelse, uden tvang,
uden underordning, uden det særlige apparat til tvangsudøvelse, der hedder
staten.
Udtrykket "staten dør bort" er valgt meget rammende, for det peger
hen på, at processen både foregår lidt efter lidt og med elementær kraft. Kun vanen
kan og vil utvivlsomt udøve en sådan virkning, for vi kan rundt omkring os tusinder af
gange iagttage, hvor let mennesker vænner sig til at overholde de nødvendige regler for
kollektivt liv, når der ikke er nogen udbytning, når der ikke findes noget, som oprører
dem, udfordrer til protest og opstand og gør undertrykkelse til en
nødvendighed.
Altså: i det kapitalistiske samfund har vi et beskåret, nødtørftigt, falsk
demokrati, et demokrati alene for de rige, for et mindretal. Proletariatets diktatur, den
periode, i hvilken overgangen til kommunismen foregår, vil for første gang skabe et
demokrati for folket, for flertallet, ved siden af den nødvendige underkuelse af
mindretallet, af udbytterne. Ene og alene kommunismen er i stand til at frembringe et i
sandhed fuldstændigt demokrati, og jo mere fuldstændigt dette er, des hurtigere vil det
blive unødvendigt og dø bort af sig selv.
Med andre ord: under kapitalismen har vi en stat i ordets egentlige forstand, en
særlig maskine til den ene klasses undertrykkelse af den anden, og således at det er
mindretallet, der undertrykker flertallet. Hvis et sådant forehavende som dette: at
udbytternes mindretal systematisk undertrykker de udbyttedes flertal, skal lykkes, kræver
det naturligvis enorm grusomhed, bestialsk undertrykkelse og strømme af blod, som
menneskeheden vader igennem under slaveriet, livegenskabet og lønarbejder.
Endvidere, under overgangen fra kapitalismen til kommunismen er
undertrykkelsen endnu en nødvendighed, men det er allerede da de udbyttedes
flertal, der undertrykker udbytternes mindretal. Et særligt apparat, en særlig
undertrykkelsesmaskine, en "stat" er endnu en nødvendighed, men det er
allerede en overgangsstat, ikke en stat i egentlig forstand, for det er en så forholdsvis
let, simpel og naturlig sag, at flertallet - de, der i går var lønslaver
underkuer udbytternes mindretal, at det vil koste langt mindre blod end at undertrykke
opstande af slaver, livegne og lønarbejdere og vil blive langt billigere for
menneskeheden. Og det kan også forenes med, at demokratiet udvides til et så
overvældende flertal af befolkningen, at nødvendigheden af en særlig maskine
til undertrykkelse begynder at forsvinde. Udbytterne er naturligvis ikke i stand til at
holde folket nede uden at have en meget kompliceret maskine til at opfylde denne opgave. Folket
derimod er i stand til at holde udbytterne nede med en meget simpel "maskine",
næsten uden "maskine", uden et særligt apparat, ved hjælp af de
bevæbnede massers simple organisation (sådan som arbejder- og
soldaterrepræsentanternes sovjetter, indskyder vi, idet vi foregriber det følgende).
Endelig: kun kommunismen skaber den tilstand, under hvilken staten bliver fuldstændig
unødvendig, for der er ingen, der skal holdes nede, "ingen" i
betydning af en klasse, i betydningen: systematisk kamp mod en bestemt del af
befolkningen. Vi er ikke utopister og benægter aldeles ikke muligheden og
uundgåeligheden af enkelte personers udskejelser samt nødvendigheden af at
skride ind over for sådanne udskejelser. Men for det første behøver man ingen
særlig maskine, ikke noget særligt undertrykkelsesapparat til dette formål. Det vil det
bevæbnede folk iværksætte lige så simpelt og let, som en hvilken som helst skare
civiliserede mennesker endog i det nuværende samfund skiller slagsbrødre ad eller
forhindrer, at en kvinde voldtages. For det andet véd vi, at den sociale grundårsag til
de udskejelser, der betyder en krænkelse af reglerne for det kollektive liv, er massernes
udbytning, deres nød og elendighed. Når denne hovedårsag er fjernet, vil udskejelserne
uundgåeligt begynde at "dø bort". Vi véd ikke, hvor hurtigt og i
hvilken rækkefølge det vil ske, men vi véd, at de vil dø bort. Samtidig med, at
udskejelserne dør bort, vil også staten dø bort.
Uden at indlade sig på utopier fastslog Marx nøjere det, der allerede nu
lader sig fastslå om denne fremtid, nemlig forskellen mellem det kommunistiske samfunds
lavere og højere fase (trin, etape).
3. Det kommunistiske samfunds første fase
I sin Kritik af Gotha-programmet modbeviser Marx indgående Lassalles idé, at
arbejderen under socialismen vil få det "ubeskårne" eller "fulde udbytte
af sit arbejde". Marx viser, at der fra samfundets samlede produktion skal fradrages
en reservefond, en fond til udvidelse af produktionen, endvidere til erstatning af
opslidte maskiner osv., dernæst af forbrugsmidlerne en fond til
administrationsomkostninger, til skoler, sygehuse, alderdomshjem og lignende.
I stedet for Lassalles tågede, uklare almindelige frase ("arbejderen skal have
det fulde udbytte af sit arbejde") beregner Marx nøgternt, hvordan det socialistiske
samfund vil blive nødt til at indrette sin økonomi. Marx giver sig i lag med en konkret
analyse af livsbetingelserne i et sådant samfund, hvor der ikke mere findes kapitalisme,
og siger:
"Det vi har at gøre med her" (ved drøftelsen af arbejderpartiets program)
"er ikke et sådant kommunistisk samfund, som har udviklet sig på sit eget
grundlag, men tværtimod et sådant, som lige udgår fra netop det kapitalistiske
samfund, og som altså i enhver henseende, økonomisk, moralsk og åndeligt endnu er
behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det kommer" (66)
Dette kommunistiske samfund, der først lige er kommet til guds skønne verden af
kapitalismens skød, og som i enhver henseende bærer det gamle samfunds præg, betegner
Marx netop som det kommunistiske samfunds "første" eller lavere fase.
Produktionsmidlerne er allerede nu ikke længere enkelte personers privatejendom.
Produktionsmidlerne tilhører hele samfundet. Hvert medlem af samfundet yder en vis del af
det samfundsmæssigt nødvendige arbejde og får af samfundet et bevis for, at han har
leveret så og så meget arbejde. For dette bevis får han et tilsvarende kvantum
produkter i de offentlige forbrugsmagasiner. Efter at det kvantum arbejde, der er bestemt
for de fælles fonds, er trukket fra, får hver arbejder altså lige så meget tilbage af
samfundet, som han har givet det.
Der hersker på en vis måde "lighed".
Men når Lassalle, der havde en sådan samfundsordning for øje (som i almindelighed
kaldes socialisme, mens Marx kalder den kommunismens første fase), siger, at dette er
"retfærdig fordeling", "lige ret til det samme arbejdsudbytte", så
tager han fejl, og Marx afslører hans fejltagelse.
Lige ret, siger Marx, har vi ganske vist her, men det er endnu den
"borgerlige ret", der, som al ret, forudsætter ulighed. Al ret betyder
anvendelse af den samme målestok på forskellige individer, som i
virkeligheden ikke er ens men ulige, den "lige ret" er derfor en krænkelse af
ligheden og en uretfærdighed. Faktisk får enhver, der har ydet en lige så stor del af
det samfundsmæssige arbejde som en anden, den samme andel i samfundets produktion (efter
at de nævnte fradrag er foretaget).
Men de enkelte mennesker er ikke lige: den ene er stærkere, den anden er svagere, den
ene er gift, den anden ikke, den ene har flere, den anden færre børn osv.
"... Ved samme arbejdsydelse," konkluderer Marx, "og følgelig samme
andel i samfundets konsumtionsfond, får den ene altså faktisk mere end den anden, er den
ene rigere end den anden osv. For at undgå disse uheldige tilstande skulle retten være
ulige i stedet for lige." (67)
Retfærdighed og lighed kan kommunismens første fase altså endnu ikke give, der
bliver ved at være forskel i rigdom, og en uretfærdig forskel, men det vil være
umuligt, at det ene menneske udbytter det andet, for det vil ikke længere være
muligt at tilrive sig produktionsmidlerne, fabrikkerne, maskinerne, jorden osv.
som privatejendom. Idet Marx sønderlemmer Lassalles småborgerlige, uklare frase om
"lighed" og "retfærdighed" overhovedet, viser han udviklingsgangen
i det kommunistiske samfund, der er tvunget til først kun at fjerne den
"uretfærdighed", at enkelte personer har sat sig i besiddelse af
produktionsmidlerne, og som foreløbig ikke er i stand til med ét slag også at
fjerne den yderligere uretfærdighed, at fordelingen af forbrugsmidlerne sker "efter
arbejdsydelsen" (og ikke efter behovet).
Vulgærøkonomerne, deriblandt de borgerlige professorer, deriblandt også
"vor" Tugan, bebrejder bestandig socialisterne, at de glemmer menneskenes
ulighed og "drømmer" om at fjerne denne ulighed. Som vi ser, viser en sådan
bebrejdelse kun d'herrer borgerlige ideologers store uvidenhed.
Marx tager ikke alene meget nøje hensyn til menneskenes uundgåelige ulighed, han
tager også hensyn til, at produktionsmidlernes blotte overgang til hele samfundets
fællesejendom ("socialisme" i ordets gængse betydning) ikke fjerner
manglerne ved fordelingen og "den borgerlige rets" ulighed, som vedbliver at
herske, for så vidt produkterne bliver fordelt "efter arbejdsydelsen".
"Men disse misforhold," fortsætter Marx, "er uundgåelige i den første
fase af det kommunistiske samfund, der efter lange fødselsveer lige er fremgået af det
kapitalistiske samfund. Retten kan aldrig stå over samfundets økonomiske struktur og den
deraf betingede kulturudvikling." (68)
I det kommunistiske samfunds første fase (som i almindelighed kaldes socialisme)
afskaffes den "borgerlige ret" altså ikke fuldstændigt, men kun
delvis, kun i overensstemmelse med den allerede opnåede økonomiske omvæltning, dvs. kun
med hensyn til produktionsmidlerne. Den "borgerlige ret" anerkender dem som
enkeltindividers privatejendom. Socialismen gør dem til fælles ejendom. For
så vidt - og kun for så vidt - falder den "borgerlige ret" bort.
Den vedbliver imidlertid at bestå i andre henseender, den består vedblivende som
regulator (ordner) ved arbejdets og produkternes fordeling blandt samfundets medlemmer.
"Den, der ikke arbejder, skal heller ikke have føden", dette socialistiske
princip er allerede virkeliggjort, "det samme kvantum produkter for det
samme kvantum arbejde" - også dette socialistiske princip er allerede
virkeliggjort. Det er imidlertid endnu ikke kommunisme, og det afskaffer endnu ikke
den "borgerlige ret", der giver ulige mennesker anvisning på den samme mængde
produkter for ulige (faktisk ulige) arbejdsydelse.
Det er et "misforhold", siger Marx, men det er uundgåeligt i kommunismens
første fase, for hvis man ikke vil henfalde til utopier, må man ikke tro, at menneskene
samtidig med kapitalismens fald pludselig vil lære at arbejde for helheden uden nogen
som helst retsnormer, og desuden er de økonomiske forudsætninger for en sådan
ændring ikke øjeblikkelig givet med kapitalismens afskaffelse.
Men andre normer end den "borgerlige ret"s findes endnu ikke. For så vidt er
det stadigvæk nødvendigt at have en stat, der skal beskytte arbejdsydelsens lighed og
ligheden ved produkternes fordeling og samtidig varetage samfundets ejendomsret til
produktionsmidlerne.
Staten dør bort, for så vidt der ikke mere findes kapitalister eller klasser, og man
derfor heller ikke mere kan undertrykke nogen klasse.
Staten er imidlertid ikke døet helt bort, for beskyttelsen af den "borgerlige
ret", der sanktionerer den faktiske ulighed, vedbliver endnu at bestå. For at staten
fuldstændig kan dø bort, kræves den fuldstændige kommunisme.
4. Det kommunistiske samfunds højere fase
Marx fortsætter:
"... I en højere fase af det kommunistiske samfund, når den lænkebindende
underordning af individerne under arbejdsdelingen er forsvundet og dermed også
modsætningerne mellem legemligt og åndeligt arbejde, når arbejdet er blevet ikke blot
et middel til at opretholde livet, men selve den første livsfornødenhed, når også
produktionskræfterne er vokset med individernes alsidige udvikling, og alle den
kollektive rigdoms kilder vælder stærkere frem - først da kan den snævre borgerlige
retshorisont helt overskrides og samfundet skrive på sine faner: Enhver yder efter evne,
enhver får efter behov!" (69)
Først nu kan vi fuldt ud værdsætte, hvor rigtige Engels' bemærkninger er, når han
skånselsløst forhåner det meningsløse i at sammenkæde ordene "frihed" og
"stat". Så længe der findes en stat, er der ingen frihed. Når der engang
findes frihed, er der ikke nogen stat mere.
Det økonomiske grundlag for statens fuldstændige bortdøen er en så høj udvikling
af kommunismen, at modsætningen mellem åndeligt og legemligt arbejde forsvinder, og
altså dermed en af de vigtigste kilder til den nuværende sociale ulighed
fjernes, en kilde, som man ingenlunde kan skaffe ud af verden på én gang, ved at
produktionsmidlerne går over til samfundsejendom, ved simpelt hen at ekspropriere
kapitalisterne.
Denne ekspropriation vil muliggøre en gigantisk udvikling af
produktivkræfterne. Og når vi ser, hvorledes kapitalismen allerede nu hæmmer
denne udvikling ganske utroligt, hvor meget mere der kunne produceres på grundlag af den
teknik, vi allerede er nået til i dag, så er vi berettigede til at sige med fuld
overbevisning, at ekspropriationen af kapitalisterne uundgåeligt vi have en uhyre
udvikling af det menneskelige samfunds produktivkræfter til følge. Men hvor hurtigt
denne udvikling vil skride frem, hvor hurtigt den vil føre til at ophæve
arbejdsdelingen, fjerne modsætningen mellem legemligt og åndeligt arbejde og forvandle
arbejdet til "den første livsfornødenhed", det ved vi ikke, og vi kan ikke
vide det.
Vi har derfor også kun ret til at tale om statens uundgåelige bortdøen, når vi
betoner denne proces' langvarighed, dens afhængighed af, hvor hurtigt kommunismens højere
fase udvikler sig, og spørgsmålet om tidspunktet eller om de konkrete former for
denne bortdøen står fuldstændig åbent, for der eksisterer ikke noget
materiale til afgørelse af sådanne spørgsmål.
Staten vil kunne dø fuldstændig bort, når samfundet har virkeliggjort
grundsætningen: "Enhver yder efter evne, enhver får efter behov," dvs. når
menneskene har vænnet sig til at følge grundreglerne for det kollektive liv og deres
arbejde er så produktivt, at de frivilligt yder efter evne. "Den snævre
borgerlige retshorisont", der fører til, at man med en Shylocks snæverhjertethed
passer på, at man endelig ikke arbejder en halv time længere end den anden eller får
nogen ringere betaling end den anden - denne snævre horisont er man da kommet ud over.
Det vil da ikke mere være nødvendigt, at samfundet normerer, hvor meget der tilkommer
hver enkelt ved fordelingen af produkterne, enhver vil frit tage "efter behov".
Ud fra et borgerligt standpunkt er det let at betegne en sådan samfundsstruktur som
"ren utopi" og at grine ad, at socialisterne lover enhver ret til at få et
hvilket som helst kvantum trøfler, automobiler, klaverer osv. af samfundet, uden nogen
kontrol af den enkelte borgers arbejdsydelse. De fleste borgerlige "lærde"
nøjes endnu den dag i dag med dette grin og forråder derved deres egen uvidenhed og
egennyttige forsvar for kapitalismen.
Uvidenhed - for det er ikke faldet nogen socialist ind at "love", at den
højere fase af kommunismens udvikling vil indtræde. Og når de store socialister forudser,
at den vil indtræde, forudsætter de en ganske anden arbejdsproduktivitet end den
nuværende og har ikke den nuværende spidsborger for øje, som er i stand til at
øde samfundets rigdom bort og forlange umulige ting "for sjov", omtrent som
eleverne på præsteseminariet hos Pomjalovskij. (70)
Indtil vi er kommet ind i kommunismens "højere" fase, kræver socialisterne
den strengeste kontrol fra samfundets og fra statens side med arbejdets
og forbrugets mængde, men denne kontrol må i hvert fald begynde med at
ekspropriere kapitalisterne, med arbejdernes kontrol over kapitalisterne, og den skal
gennemføres ikke af bureaukraternes stat, men af de bevæbnede arbejderes stat.
Når de borgerlige ideologer (og deres lakajer af samme kaliber som d'herrer Tsereteli,
Tjernov og konsorter) i egen interesse forsvarer kapitalismen, sker det netop ved, at de
ved hjælp af diskussioner og snak om fjerne kommende tider forfalsker den nuværende
politiks vitale og brændende spørgsmål: kapitalisternes ekspropriering, alle
borgeres forvandling til arbejdere og funktionærer i et stort "syndikat",
nemlig hele staten, og den fuldstændige indordning af hele dette syndikats samlede
arbejde under den virkelig demokratiske stat, arbejder- og soldaterrepræsentanternes
sovjetters stat.
Når den lærde professor, og med ham spidsborgeren og med ham igen d'herrer Tsereteli
og Tjernov, taler om bolsjevikkernes meningsløse utopier og demagogiske løfter, om
umuligheden af at "indføre" socialismen, så mener de netop kommunismens
højere stadium, den højere fase, som ikke alene ingen har lovet, men heller ingen har
tænkt på at "indføre", da den overhovedet ikke lader sig
"indføre".
Og her er vi nået til spørgsmålet om den videnskabelige forskel mellem socialisme og
kommunisme, som Engels berører i sine ovenfor nævnte betragtninger om det urigtige i at
benytte betegnelsen "socialdemokrat". Politisk vil forskellen mellem
kommunismens første eller lavere og dens højere fase sandsynligvis engang være uhyre
stor, men det ville være latterligt at fremhæve denne forskel nu under kapitalismen, og
højst nogle enkelte anarkister kunne skyde den i forgrunden (for så vidt der blandt
anarkisterne endnu skulle være nogen tilbage, der intet har lært, efter at Kropotkin,
Graves, Cornelissen og andre anarkistiske "lys" er forvandlet til
socialchauvinister af "plekhanovsk" type eller til skyttegravs-anarkister - som
Ge. en af de få anarkister, der endnu har ære og samvittighed i behold, har udtrykt
sig).
Men den videnskabelige forskel mellem socialisme og kommunisme er klar. Det man i
almindelighed betegner som socialisme, kaldte Marx det kommunistiske samfunds
"første" eller lavere fase. For så vidt produktionsmidlerne bliver fælleseje,
er ordet "kommunisme" også på sin plads her, når man ikke glemmer, at det ikke
er nogen fuldstændig kommunisme. Den store betydning af Marx' forklaringer består i, at
han også her konsekvent anvender den materialistiske dialektik, udviklingslæren, idet
han betragter kommunismen som noget, der udvikler sig af kapitalismen. I stedet
for skolastisk spidsfindige, "udspekulerede" definitioner og ufrugtbare
ordkløverier (om hvad der er socialisme, og hvad der er kommunisme) leverer Marx en
analyse af det, man kunne betegne som trin i kommunismens økonomiske modning.
I sin første fase, på sit første trin kan kommunismen i økonomisk henseende endnu ikke
være fuldstændig moden, fuldstændig fri for kapitalismens traditioner eller spor. Dette
forklarer et så interessant fænomen som bibeholdelsen af den "snævre borgerlige
retshorisont" under kommunismens første fase. Den borgerlige ret, der gælder ved
fordelingen. af forbrugsmidlerne, forudsætter naturligvis også den borgerlige
stat, for retten er intet uden et apparat, der er i stand til at gennemtvinge
overholdelsen af retsnormerne.
Heraf følger altså, at under kommunismen bliver ikke alene den borgerlige ret ved at
bestå en vis tid, men endog den borgerlige stat - uden bourgeoisiet!
Dette kan tage sig ud som et paradoks eller en rent dialektisk leg med ord, som det
hyppigt bebrejdes marxismen af folk, der ikke i mindste måde har gjort sig umage for at
studere dens overordentlig dybe indhold.
I virkeligheden viser livet os for hvert skridt, i naturen som i samfundet, rester af
det gamle midt i det nye. Og Marx har ikke vilkårligt puttet et lille stykke
"borgerlig" ret ind i kommunismen, men har taget det, der økonomisk og politisk
er uundgåeligt i et samfund, der vokser frem af kapitalismens skød.
Demokratiet er af uhyre betydning i arbejderklassens befrielseskamp mod kapitalisterne.
Men demokratiet er ingenlunde en grænse, der ikke er til at overskride, men kun en af
etaperne på vejen fra feudalisme til kapitalisme og fra kapitalisme til kommunisme.
I demokrati ligger der lighed. Det er klart, hvor stor en betydning proletariatets kamp
for lighed og parolen "lighed" har, når man opfatter ligheden rigtigt, nemlig
som klassernes afskaffelse. Men i demokrati ligger der kun formel
lighed. Og straks efter virkeliggørelsen af alle samfundsmedlemmers lighed, hvad
besiddelsen af produktionsmidlerne angår, dvs. lige arbejde, lige løn, vil det
spørgsmål uundgåeligt rejse sig for menneskeheden, hvordan den skal skride frem fra den
formelle til den faktiske lighed, dvs. til virkeliggørelse af reglen: "Enhver yder
efter evne, enhver får efter behov". Hvilke etaper menneskeheden skal gennemløbe
på vejen til dette højere mål, hvilke praktiske forholdsregler den skal gribe til i
denne henseende - vi ved det ikke og kan ikke vide det. Men det er vigtigt at blive klar
over, hvor uendelig forløjet den almindelige borgerlige fremstilling er, at socialismen
er noget dødt, stivnet, noget der er givet én gang for alle, mens der i virkeligheden først
med socialismen vil begynde et hurtigt, virkeligt, et sandt massefremskridt på alle
privatlivets og det offentlige livs områder, først under deltagelse af befolkningens flertal
og senere af hele befolkningen.
Demokratiet er en statsform, en af statens varianter. Det er derfor som enhver stat en
organiseret, systematisk anvendelse af tvang over for mennesker. Det er den ene side. Men
på den anden side betyder demokrati den formelle anerkendelse af ligheden mellem
borgerne, alles lige ret til at bestemme statens forfatning og administration. Dette har
atter til følge, at demokratiet på et bestemt trin af sin udvikling for det første
sammensvejser kapitalismens klassefjender, det revolutionære proletariat og giver det
mulighed for at sønderslå, at sønderbryde den borgerlige, endda republikanske
statsmaskine - stående hær, politi, bureaukrati - at skaffe den ud af verden og at
erstatte den med en mere demokratisk maskine (men stadig væk en statsmaskine),
der består af de bevæbnede arbejdermasser, der efterhånden forvandles til det samlede
folks deltagelse i militsen.
Her "slår kvantiteten om i kvalitet": dette trin af demokratiet er
knyttet sammen med en sprængning af det borgerlige samfunds rammer, med begyndelsen til
dets socialistiske omformning. Når faktisk alle tager del i statens ledelse, så
kan kapitalismen ikke holde sig. Omvendt skaber kapitalismens udvikling forudsætningerne
for, at virkelig "alle" kan tage del i statens ledelse. Til disse
forudsætninger hører den almindelige skolepligt, der allerede er gennemført i de mest
fremskredne kapitalistiske lande, endvidere den opgave at "skole og
disciplinere" millioner af arbejdere ved hjælp af det store, komplicerede
nationaliserede apparat: postvæsenet, jernbanerne, storbedrifterne, storhandelen,
bankvæsenet osv., osv.
Under sådanne økonomiske forudsætninger er det absolut muligt med det
samme, fra den ene dag til den anden, efter at kapitalisterne og embedsmændene er blevet
afsat, at erstatte dem - hvad kontrollen med produktionen og fordelingen og hvad registreringen
af arbejdet og produkterne angår - med de bevæbnede arbejdere, med hele det bevæbnede
folk. (Man må ikke forveksle spørgsmålet om kontrol og registrering med spørgsmålet
om det videnskabeligt uddannede personale, ingeniører, agronomer osv.: disse herrer
arbejder i dag, idet de føjer sig efter kapitalisterne, de vil arbejde endnu bedre i
morgen, idet de føjer sig efter de bevæbnede arbejdere.)
Registrering og kontrol - det er hovedsagen for at komme i gang med det
kommunistiske samfunds første fase og få den til at fungere rigtigt. Alle
borgere forvandles her til lønnede funktionærer i staten, der består af de bevæbnede
arbejdere. Alle borgere bliver funktionærer og arbejdere i ét
stats"syndikat", der omfatter hele folket. Det drejer sig kun om, at de alle
skal arbejde i lige grad, gøre deres portion arbejde rigtigt og have løn i lige grad.
Registreringen og kontrollen heraf har kapitalisterne forenklet til det yderste
og forvandlet det til usædvanlig simple opsyns- og noteringsoperationer, der forstås af
enhver, der kan læse, skrive og regne, og som er i stand til at udstede tilsvarende
kvitteringer. *)
Når folkets flertal selvstændigt og overalt tager fat på en sådan
registrering, en sådan kontrol med kapitalisterne (der nu er blevet til funktionærer) og
med de fine herrer intellektuelle, der har bibeholdt kapitalistiske uvaner, så vil denne
kontrol blive virkelig universel, almindelig og national, så vil man ikke mere kunne
unddrage sig den, "hullerne er stoppede".
Hele samfundet vil blive et enkelt kontor og en enkelt fabrik med lige arbejde og lige
løn.
Men denne "fabriks"disciplin, som det sejrrige proletariat, efter at
kapitalisterne er styrtet og udbytterne fjernet, vil indføre overalt i samfundet, er alt
andet end vort ideal eller vort endelige mål, den er kun et trin, der er
nødvendigt for radikalt at få samfundet renset for den kapitalistiske udbytnings
nederdrægtighed og gemenhed og for at komme videre frem.
Fra det øjeblik, da alle samfundets medlemmer eller i det mindste deres overvældende
flertal selv har lært at regere staten, selv har taget denne sag i deres hånd,
har "ordnet" kontrollen med kapitalisternes forsvindende mindretal, med den
slags hertuger, der gerne ville bevare de kapitalistiske uvaner, med de arbejdere, der er
blevet dybt demoraliseret af kapitalismen, fra det øjeblik begynder nødvendigheden af en
hvilken som helst regeren overhovedet at forsvinde. Jo mere fuldstændigt demokratiet er,
des nærmere er det øjeblik, hvor det bliver overflødigt. Jo mere demokratisk den
"stat" er, der består af bevæbnede arbejdere, og som "ikke mere er nogen
stat i egentlig forstand", des hurtigere begynder al stat at dø bort.
For når alle har lært selvstændigt at lede samfundsproduktionen og faktisk
leder den, når de selvstændigt virkeliggør registreringen og kontrollen med snylterne,
fars sønnerne, kæltringerne og lignende "vogtere af kapitalismens
traditioner", vil det uundgåeligt blive så uhyre vanskeligt at slippe uden om denne
af hele folket gennemførte registrering og kontrol, det vil være en så sjælden
undtagelse og sandsynligvis drage en så hurtig og alvorlig straf efter sig (idet de
bevæbnede arbejdere er praktiske mennesker og ikke sentimentale intellektuelle og næppe
er til at spøge med), at nødvendigheden af at overholde de ukomplicerede
grundregler for alt menneskeligt samliv meget hurtigt vil blive en vane.
Og dermed vil den port, der fra det kommunistiske samfunds første fase fører til den
højere fase og dermed også til statens fuldstændige bortdøen, stå på vid gab.
*) Når staten i en væsentlig del af sine funktioner
reduceres til, at arbejderne selv foretager en sådan registrering og kontrol, holder den
op med at være en "politisk stat", så "forvandles de offentlige
funktioner fra politiske til simple administrative funktioner". (Jvf. ovenfor kapitel
IV, par. 2, om Engels' polemik med anarkisterne.)
NOTER
63. Marx/Engels: Udvalgte skrifter,
bd. II, s. 7 ff.
64. Marx/Engels: Udvalgte skrifter,
bd. II, s. 25.
65. Marx/Engels: Udvalgte skrifter,
bd. II, s. 25.
66. Marx/Engels: Udvalgte skrifter,
bd. II, s. 16.
67. Marx/Engels: Udvalgte skrifter,
bd. II, s. 17.
68. Marx/Engels: Udvalgte skrifter,
bd. II, s. 17.
69. Marx/Engels: Udvalgte skrifter,
bd. II, s. 17-18.
70. I sine Skitser fra Seminarielivet
blottede N. Pomjalovskij den absurde opdragelse og de brutale sædvaner i Ruslands
præsteskoler i 1850-1860'erne. |
