Kommunistisk Tidsskrift nr. 5 1976.
Teoretisk tidsskrift for Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister. (KFML)

HVORFOR ET KOMMUNISTISK PARTI?

Forståelsen for, at arbejderklassen for at vinde socialismen og kommunismen, må kæmpe under ledelse af et revolutionært parti, har udviklet sig lige siden Marx' og Engels' fremhævelse af kommunisternes rolle i "Det kommunistiske manifest" til Mao Tsetungs videreudvikling af parti-teorien i vore dage.
Vi gennemgår nogle af milepælene i den marxistiske teori om partiet.

KFML er ved at forberede dannelsen af den danske arbejderklasses kommunistiske parti i den nærmeste fremtid. Det giver en god anledning til at opridse, hvad et kommunistisk parti er, hvordan det adskiller sig fra andre partier, og hvorfor partiet er en nødvendig forudsætning for at føre lønarbejderklassens kamp frem til sejr i den socialistiske revolution og videre frem til opbygningen af socialismen og virkeliggørelsen af det endelige mål - det klasseløse kommunistiske samfund.

Den marxistisk-leninistiske partiopfattelse er blevet og bliver fortsat angrebet fra mange sider og langt fra kun fra folk, der åbent erklærer sig som anti-marxister. Også erklærede marxister har fremført angreb på det kommunistiske partis nødvendighed. Den internationale arbejderbevægelses historie er fuld af eksempler herpå. I alle angreb på den revolutionære marxistiske linie i arbejderbevægelsen er underkendelsen af det kommunistiske partis ledende rolle et centralt led. Vi skal her blot anføre et nyt eksempel fra den hjemlige debat:
I Information, den 10. december 1975 anmelder Ejvind Larsen et nyt tids. skrift "Socialistisk Politik". Han benytter lejligheden til at gøre op med en række "dogmer", hvoraf det første er "Et arbejderparti af leninistisk type skal som revolutionens fortrop garantere den korrekte gennemførelsen af socialismen. Erfaring. en viser derimod, at revolutioner aldrig gennemføres af et enkelt parti, men ved en vekselvirkning mellem forskellige partier og forskellige progressive kræfter og folkelige bevægelser. (Massernes egen organisering, som det hedder på revolutionsdansk.)" Denne udtalelse fra Informations "marxistiske" orakel er på ingen måde noget enestående, den er anført her for at understrege, at debatten om det kommunistiske partis rolle er særdeles aktuel, og den er et repræsentativt udtryk for synspunkter i den danske "venstre-fløj", som er på fuld fart bort fra hvad den engang måtte have hævdet af marxistisk-leninistiske synspunkter.

"Arbejderklassens frigørelse kan kun være dens eget værk", fastslog Marx og Engels. Men opportunister af alle afskygninger har i tidens løb revet denne ubestridelige sandhed ud af sin rette sammenhæng og benyttet den til at hævde, at arbejderklassen spontant og uden bevidst ledelse skulle kunne afskaffe kapitalismen. Men den der benytter Marx til at hævde noget sådant, må gøre vold på den dialektiske materialisme, marxismens grundlag, på den marxistiske erkendelsesteori og forståelse af modsætningen mellem teori og praksis.

Hvis det var sådan, at arbejderklassen umiddelbart kunne erkende sin stilling som udbyttet, årsagerne hertil og statens klassekarakter, hvis klassen umiddelbart ud fra sine daglige erfaringer kunne erkende lovmæssighederne i den kapitalistiske produktion og vejen til at gøre ende på sin status som udbyttet klasse - ja, så var der ikke behov for noget parti, ja så havde vi ikke stadig kapitalisme!

Men der er et langt spring fra at være undertrykt til at erkende det, og endnu et spring fra at erkende dét til at finde vejene ud af undertrykkelsen.

Først gennem den videnskabelige undersøgelse og analyse af lovene for samfundsudviklingen, først gennem afdækningen af lovene for den kapitalistiske produktion og undersøgelsen af forholdet mellem produktivkræfternes udvikling og de samfundsmæssige produktionsforhold og af forholdet mellem produktionsforholdene og samfundets overbygning åbnes vejen for at omstyrte kapitalismen og skabe et samfund uden undertrykkelse og udbytning. Denne videnskab er netop marxismen, den videnskabelige socialisme.

Først når arbejderklassens spontane kampe mod den kapitalistiske udbytning forbindes med den videnskabelige socialismes indsigt i samfundets (og naturens) lovmæssigheder kan kampen rette sig mod kapitalismen selv og ikke kun mod dens ydre fremtrædelsesformer, først når denne forbindelse er tilvejebragt, kan kapitalismen omstyrtes. Denne forbindelse er det netop det kommunistiske partis opgave at skabe. Det er klart, at disse bemærkninger kun kan strejfe problemerne omkring forholdet mellem den spontane kamp og kommunisternes opgaver. Vi kan anbefale alle, der ønsker at studere dette problem nærmere at læse Lenins skrift fra 1902 "Hvad må der gøres?" (Udvalgte Værker. bind.2).

PARTIET HOS MARX OG ENGELS

I det følgende vil vi opridse, hvordan den marxistiske opfattelse af partiets rolle har udviklet sig, og hvordan denne udvikling er sket i stadig kamp mod tendenser i arbejderbevægelsen selv, som har vendt sig mod det revolutionære partis nødvendighed.

Karl Marx og Friedrich Engels var ikke kun teoretikere, som gennem deres analyse af kapitalismen udviklede den videnskabelige socialisme. De stod også i første række i den revolutionære kamp på deres tid.
Derfor må en undersøgelse af den kommunistiske partiopfattelse også tage sit udgangspunkt i de erfaringer, som Marx og Engels opsummerede.

Allerede i 1847 skrev de i "Det kommunistiske partis manifest":
"Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletariatets forskellige kampe fremhæver hele proletariatets fælles interesser, som de fremtræder uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.
Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolutte del, den del der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almindelige resultater."
(Marx-Engels: Udvalgte Skrifter I, s.39)

1. Det kommunistiske parti varetager hele proletariatets kortsigtede og langsigtede interesser, ikke kun enkelte afsnit af kampen, ikke kun kampen i et enkelt land.
2. Det kommunistiske parti er den teoretisk mest fremskredne del af arbejderklassen og den praktisk ledende.
3. Det kommunistiske parti er ikke et nationalt parti, det ved, at proletariatets kamp er international, at kampen i hvert enkelt land indgår som en uadskillelig del af verdensproletariatets kamp. Hermed formulerer Marx og Engels den proletariske internationalisme som et bærende princip for det kommunistiske parti.

De synspunkter, som fremføres i manifestet, fastholdt og udviklede Marx og Engels sidenhen. De deltog aktivt i ledelsen af "Den Internationale Arbejderassociation" - I. Internationale, og arbejdede energisk for at omdanne denne løse sammenslutning af fagforeninger og arbejderorganisationer i det meste af Europa til et internationalt arbejderparti med et klart revolutionært program. Denne kamp foregik gennem et skarpt opgør med adskillige andre tendenser: anarkisme, småborgerlig radikalisme, fagforeningsreformisme osv. I. Internationale blev ikke til dette internationale arbejderparti. I 1872 gik den i opløsning efter at Marx og Engels havde afvist anarkisternes forsøg på at overtage Internationalen, men gennem deres virksomhed havde de lagt grunden til opbygningen af marxistiske arbejderpartier over det meste af Europa.

Pariserkommunens nederlag i 1871 betød, at Marx videreudviklede sin opfattelse af den socialistiske revolution. Han slog fast, at arbejderklassen kun kunne fastholde en magtovertagelse, hvis den stod under revolutionær ledelse, hvis den gennemførte proletariatets diktatur. (Se Marx: Borgerkrigen i Frankrig, 1871. Marx-Engels: Udvalgte Skrifter I, s.468-543.)

Efter 1871 fulgte Marx og Engels det tyske socialdemokratis udvikling særlig nøje. De vendte sig skarpt mod partiledernes tilbøjelighed til at gå på kompromis med ikke-marxistiske tendenser i partiet, og de førte en meget skarp teoretisk og ideologisk kamp mod de revisionistiske tendenser, som allerede dengang fandtes i partiet. Marx' "Kritik af Gothaprogrammet" fra 1875 (Marx-Engels: Udvalgte Skrifter II; s.7-42) og Engels' "Anti-Dühring" fra 1878 er resultater af denne kamp. Hermed formulerede de klart, at kommunister altid må være på vagt over for opportunistiske tendenser i arbejderbevægelsens egne rækker, at kampen mod opportunisme og revisionisme er en nødvendig forudsætning for at det kommunistiske parti kan virkeliggøre sit og arbejderklassens langsigtede mål.

PARTIET HOS LENIN

Efter Engels' død i 1895 formuleredes revisionistiske teorier i forskellige former åbent i alle socialdemokratiske partier. Revisionismen gav et teoretisk underlag for den reformistiske praksis, der dominerede i praktisk talt alle partierne. Revisionismen "reviderede" revolutionen ud af marxismen, den hævdede, at den fredelige indvoksen i socialismen var mulig gennem det borgerlige parlament, revisionismen gjorde dagskampen til det altafgørende og gjorde den dermed til reformistisk femørespolitik.

Det er indlysende, at revisionisterne ikke kan have noget som helst at skaffe med et parti af den type, som Marx og Engels krævede. Når man begraver revolutionen, må man selvfølgelig også begrave det revolutionære parti!

Det eneste land, hvor den revisionistiske strømning mødte beslutsom modstand var i Rusland, hvor bolsjevikkerne under V.I. Lenins ledelse fastholdt Marx' og Engels' revolutionære linie og udviklede den i kampen mod revisionisterne og ud fra de nye opgaver, som arbejderbevægelsen stod overfor.

I 1903 i Bruxelles afholdt det russiske socialdemokratiske arbejderparti sin første regulære kongres. På dette tidspunkt var modsætningerne mellem de revolutionære og revisionisterne allerede så store, at partiet splittedes umiddelbart efter denne kongres.

Et af de store stridsspørgsmål på 1903-kongressen var spørgsmålet om, hvilket parti RSDAP skulle være. Revisionisterne (de senere mensjevikker) ville have et parti, der stod åbent for alle uden nogle særlige forpligtelser. De ville, at enhver strejkende arbejder skulle kunne erklære sig for partimedlem, og de ville åbne partiet for intellektuelle og studenter uden at kræve nogen aktivitet eller politisk skoling af dem. Kort sagt ønskede de et reformistisk, socialdemokratisk parti af samme type som de vest- og centraleuropæiske partier.

Denne partiopfattelse afviste Lenin meget skarpt. Han fastholdt, at partiet ikke blot er en del af arbejderklassen, men at det er arbejderklassens fortrop, politisk og organisatorisk. Partiet måtte være et kadreparti.

Lenin fremhævede meget udtrykkeligt partiets rolle som fortrop i sit skrift "Et skridt frem, to skridt tilbage", hvori han kommenterer Bruxelles-kongressen:
"Af hvilken grund, i kraft af hvilken logik kan man af den kendsgerning, at vi er et klasseparti, udlede den kendsgerning, at det er overflødigt at skelne mellem dem, der står i partiet, og dem, der slutter sig til partiet? Det forholder sig lige omvendt: netop fordi der er forskelle i bevidsthedsgraden, må der også gøres forskel på, hvor nær man står partiet. Vi er klassens parti, og derfor må næsten hele klassen (og i krigstid, i borgerkrigsperioder absolut hele klassen) handle under vort partis førerskab og så tæt som muligt slutte sig til vort parti. Men det ville være "manilovisme" (selvglad drømmen) og "khvostisme" (halehængspolitik) at tro, at hele klassen på noget tidspunkt under kapitalismen ville være i stand til at hæve sig op til sin fortrops, sit socialdemokratiske (her lig bolsjevikiske) partis bevidste orientering og aktivitet. Ingen fornuftig socialdemokrat har nogensinde tvivlet om, at under kapitalismen er selv fagforeningerne (der er mere primitive og lettere fattelige for den bevidste orientering, de uudviklede lag råder over) ude af stand til at omfatte hele eller næsten hele arbejderklassen. At glemme forskellen mellem fortroppen og masserne, som føler sig tiltrukket af den, at glemme fortroppens stadige pligt til at hæve stadig bredere lag til denne fortrops niveau, ville være det samme som at bedrage sig selv, det vil betyde at lukke øjnene for vore opgavers storhed og at indsnævre disse opgaver. Man lukker nemlig øjnene og glemmer dette, når man udvisker forskellene mellem dem, der står i partiet, og dem, der slutter sig til det, mellem de bevidste og aktive kammerater - og hjælperne"
(Udvalgte Værker bind. 3, 5.80-81. Alle fremhævelserne er Lenins egne.)

Partiet er altså proletariatets højeste organisationsform. Hvis man afskriver denne højeste, mest udviklede og politisk mest omfattende organisering af proletariatets kamp, så afskriver man også proletariatets i virkeligheden eneste middel til at afskaffe kapitalismen. Derfor understreger Lenin organiseringens centrale betydning for den revolutionære kamp:
"Proletariatet har intet andet våben i kampen om magten end organisationen. Selv om proletariatet splittes ved den anarkistiske konkurrences herredømme i den borgerlige verden, nedtynges af tvangsarbejdet for kapitalen, uafladeligt kastes ned "på bunden" af al elendighed, forråelse og fordærvelse, kan det blive og vil det uvægerligt blive en overvindelig magt, når dets ideologiske forenelse på grundlag af marxismens principper blot befæstes gennem den materielle enhed i organisationen, som sammensvejser millioner af arbejdende mennesker til arbejderklassens armé."
(Udvalgte Værker, bind. 3, s.276)

Oktoberrevolutionen bekræftede denne opfattelse af partiets og organiseringens betydning. Det bolsjevikiske parti kunne kun føre Oktoberrevolutionen til sejr, fordi det var i stand til at tilkæmpe sig den politiske ledelse af de russiske arbejderes og bønders kamp mod kontra-revolutionen. Derfor kunne Ruslands kommunistiske Parti (bolsjevikkerne) på sin 10. kongres i 1921 understrege:

"Marxismen lærer - og denne lære er ikke blot formelt bekræftet af hele Kommunistisk Internationale i beslutningerne fra Kominterns 2. kongres (1920) om proletariatets politiske partis rolle, men også praktisk bekræftet af vor revolution - at kun arbejderklassens politiske parti, dvs. det kommunistiske parti, er i stand til at forene, opdrage og organisere den avantgarde for proletariatet og alle arbejdende masser, som ene magter at modstå de uundgåelige småborgerlige svingninger i disse masser, de uundgåelige traditioner og tilbagefald, som bunder i fagligt snæversind eller faglige fordomme hos proletariatet, dvs. lede hele proletariatet politisk og gennem det lede alle arbejdende masser. På anden måde lader proletariatets diktatur sig ikke virkeliggøre."
(Lenin: Udvalgte Værker, bind. 12, s.13-14. Fremhævningerne er vore.)

Det kommunistiske partis ledende rolle slutter altså ikke med proletariatets magtovertagelse. Klassekampen fortsætter under proletariatets diktatur, understreger Lenin. Opbygningen og konsolideringen af de socialistiske produktionsforhold er en meget langvarig og kompliceret proces, som ikke mindsker, men tværtimod øger kravet til partiets lederskab.

Som det ses af denne redegørelse for udviklingen af teorien om partiets rolle hos Lenin, sker der en videreudvikling af teorien i forhold til Marx’ og Engels' opfattelser.

Vi citerede i indledningen Marx' og Engels' synspunkter i Det kommunistiske Manifest, hvor det kommunistiske parti ses i forhold til "andre arbejderpartier". Men ud fra erfaringerne fra kampen mellem de to linier i partiet, mellem den revisionistiske og den revolutionære, gjorde Lenin det klart, at der ikke blot er tale om, at kommunisternes parti er mere fremskredent i forhold til andre arbejderpartier. Han slog fast, at der var tale om en kvalitativ forskel på det revolutionære parti og alle andre partier.

DEN DEMOKRATISKE CENTRALISME

Hidtil har vi koncentreret os om partiets opgaver i forhold til det omgivende samfund. Vi har understreget partiets ledende rolle, dets karakter som arbejderklassens politiske og praktiske fortrop, vi har behandlet det kommunistiske partis historiske opgaver. Men et spørgsmål står tilbage at besvare: hvordan er dette parti organiseret, hvordan arbejder det?

Det kommunistiske parti sætter sig store mål: på lang sigt den totale omstyrtelse af enhver form for udbytning og undertrykkelse af mennesker og skabelsen af et klasseløst samfund. Partiets teoretiske og politiske grundlag har vi defineret: den videnskabelige socialisme, Marxismen-Leninismen-Mao Tsetung Tænkningen. Partiets opgave er at finde veje til at realisere sine mål.

En første forudsætning for at dette kan nås, er at partiet står enigt. Man kan ikke først gennem grundlæggende diskussioner i den kommunistiske organisation nå frem til et grundlag for det politiske arbejde, og så derefter tillade et mindretal, i organisationens navn, at undergrave flertallets beslutning: Så mister enhver beslutning, der skal tegne hele organisationen, uanset hvor i landet den arbejder, enhver betydning. Demokratiet undergraves.

Enhed i ord og handling bliver derfor en grundlæggende forpligtelse i det kommunistiske partis arbejde.

Hvordan opnås denne enhed og den disciplin, som er dens konsekvens? Enhed og disciplin kan jo ikke ses som fritsvævende størrelser, vi må spørge, hvad der skal opnås enhed om, på hvilket grundlag man skal arbejde disciplineret.

Enheden og den bevidste, frivillige disciplin i arbejdet opnås kun gennem et omfattende demokrati inden for partiet selv. Enhed og frivillig, bevidst disciplin hører uløseligt sammen med demokrati og kontrol af ledende organer indadtil.

Den videnskabelige socialisme er en vejledning til revolutionær handling, men den er på ingen måde nogen patentløsning. Partiet må formulere sin politik for den nationale og internationale klassekamp ved at forbinde marxismen-leninismens almene principper med de konkrete forhold. Først gennem den konkrete analyse af den konkrete situation kan partiet handle i forhold til klassekampen, først derigennem kan det påvirke udviklingen.

Det er indlysende, at denne formulering af partiets konkrete politik kræver, at alle erfaringer, som er indhøstet af partiets medlemmer gennem deres politiske praksis, udnyttes, bearbejdes og sammenfattes, således at partiet kan udvikle sin kollektive slagkraft og forståelse af klassekampssituationen og korrigere sine fejl, både partiets og de enkelte medlemmers. Derved bliver den bolsjevikiske kritik og selvkritik det centrale led i det interne partidemokrati.

Den frie udfoldelse af det indre partidemokrati forudsætter, at partiets medlemmer er skolede i marxismen-leninismen, at de formår at forbinde deres eget afgrænsede arbejdsom råde med partiets samlede opgaver. Kun skolede og bevidste medlemmer kan arbejde enigt og disciplineret, kun de kan vurdere, kritisere og udvikle partiets samlede politik på grundlag af marxismen-leninismen.

Samtidig indebærer partidemokratiet, at mindretal underordner sig flertallet. Oprettelse af fraktioner med særlig platform og ledelse på tværs af partiets almindelige ledelsesstruktur er uforenelige med demokratiet og derfor forbudt i det kommunistiske parti. Ligeså uforeneligt som fraktionsmageri er med demokratiet, er det uforeneligt med partiets enhed.

Det kommunistiske partis ledende organer på alle niveauer er valgte og er ansvarlige over for medlemmerne for deres virksomhed. Det betyder omvendt, at medlemmerne er forpligtede til at følge ledelsens beslutninger, og at hele partiet er underordnet sin centrale ledelse, som er valgt af partikongressen og ansvarlig over for denne. Det er medlemmernes pligt at kritisere ledelsens beslutninger, hvis de er uenige i dem, og det er deres ret indadtil at fastholde afvigende synspunkter og kæmpe for at vinde tilslutning til dem, men det er ikke medlemmernes ret at sætte sig ud over beslutningerne, så længe de står ved magt. At gøre det er at bryde både partiets enhed og demokrati.

Disse principper for det kommunistiske partis organisering: enhed og disciplin forbundet med demokrati indadtil; den enkeltes indordning under kollektivets, helhedens interesser og lavere organers underordning under højeres forbundet med pligten til at praktisere kritik og selvkritik - sammenfattes kort i begrebet den demokratiske centralisme.

"Det er uomgængeligt nødvendigt at skabe en politisk situation, hvor der både er centralisme og demokrati både disciplin og frihed, og både viljens enhed og den enkeltes naturlige og levende frie udfoldelse." (Love for Kinas kommunistiske Parti, artikel 5).

Demokratiet og centralismen betinger og forudsætter gensidigt hinanden. Ingen af dem er mulig uden den anden.

Men det er én ting at formulere dette som et generelt princip. Noget andet er realiseringen af dette princip. Det rette forhold mellem demokrati og centralisme kommer på ingen måde af sig selv, lige så lidt som den korrekte politik kommer af sig selv.

Partiet udvikles kun gennem kamp. Både kampen udadtil med klassefjenden og hans repræsentanter og i kamp mod ikke-marxistiske opfattelser i partiet selv. Indre kamp er partiets liv. Kun gennem praksis træder forkerte opfattelser frem, kun gennem fuld udfoldelse af partidemokratiet kan de afsløres og bekæmpes. Retten og pligten til kritik og selvkritik betyder medlemmernes og partiets pligt til bestandigt at sætte proletariatets interesser i centrum for partiets politik og arbejde.

MAO TSETUNGS VIDEREUDVIKLING

Den kommunistiske partiopfattelse er især udviklet af Lenin og de russiske bolsjevikker. Men især hvad angår det kommunistiske partis opgaver og placering efter den socialistiske revolution har de kinesiske kommunister tilføjet vigtige ting.

Som nævnt ovenfor var Lenin fuldt ud opmærksom på, at klassekampen mellem proletariatet og bourgeoisiet fortsatte også efter den socialistiske revolution. Bourgeoisiet udgør her ikke kun resterne af det gamle borgerskab, men også de borgerlige elementer, som udspringer af det socialistiske samfund.

Men kommunisterne i SUKP under Stalins ledelse led nederlag i kampen mod det opvoksende bureaukrati inden for såvel parti- som statsapparatet, såvel som i kampen mod de kapitalistiske tendenser, som vokser ud af den private småproduktion. Erfaringen fra Sovjetunionen viser at netop kampen mod de kapitalistiske elementer på grundlag af en omfattende massemobilisering er den første og afgørende forudsætning for selve det socialistiske samfunds fortsatte eksistens og fortsatte udvikling.

Denne negative erfaring fra verdens første socialistiske land ligger til grund for de forholdsregler, som de kinesiske og albanske kommunister har truffet for at forhindre den samme udvikling i deres lande. Disse erfaringer er i første række opsummeret af Mao Tsetung. Mao understreger, at kadrerne er den afgørende faktor i gennemfør£']sen af den politiske linie. Det afgørende spørgsmål bliver så, hvilke kadrer, det kommunistiske parti består af. Er partiets medlemmer sig bevidste, at de er arbejderklassens tjenere, og arbejder de som sådanne, eller betragter de sig som stående over masserne, løsrevet fra deres daglige tilværelse?

Kadrernes og de intellektuelles deltagelse i kollektivt fysisk arbejde bliver et grundlæggende princip i det socialistiske samfund. Herigennem opnås flere ting.

For det første indledes dermed den nedbrydning af skellet mellem manuelt og intellektuelt arbejde, som er et kendetegn for alle klassesamfund, og som må ophæves, hvis kommunismen skal realiseres.

For det andet muliggøres massernes kontrol med partiet og dets medlemmer. Mao Tsetung lægger stor vægt på, at princippet om kritik og selvkritik ikke kun praktiseres inden for partiets rækker, men også i forholdet mellem partiet og masserne. Således siges det udtrykkeligt i lovene for Kinas kommunistiske Parti, at partiets grundorganisationer blandt deres opgaver har "at være nært forbundet med masserne, hele tiden lytte til deres meninger og ønsker og føre en aktiv ideologisk kamp, således at partiet bevarer sin livskraft og energi". (Artikel 12)

For det tredie bliver partiet i stand til at gennemføre masseliniens princip: at sammenfatte massernes spredte og usystematiske synspunkter og erfaringer, bearbejde og systematisere dem, udforme den politiske linie i overensstemmelse med de objektive krav og massernes politiske niveau, og herudfra propagandere partiets linie til masserne og mobilisere dem til gennemførelsen at den. Gennem kadrernes deltagelse i kollektivt fysisk arbejde bliver de ikke alene i stand til at lære af massernes erfaringer og kritik, de får også mulighed for at undersøge de virkelige forhold og føre politisk kamp mod borgerlige og revisionistiske opfattelser blandt masserne og derved hævde partiets ledende rolle i opbygningen at socialismen.

Mao Tsetung understreger, at kampen mellem bourgeoisiet og proletariatet og modsætningen mellem den fremvoksende kommunisme og de kapitalistiske tendenser vil være i mange generationer. Det kommunistiske parti må indstille sig herpå og på intet tidspunkt slække sin årvågenhed over for de tendenser, som fremmer en genrejsning af kapitalismen - uden for og ikke mindst inden for det kommunistiske parti.

Siden Kinas befrielse i 1949 har der i det kommunistiske parti været fire store opgør med revisionistiske kræfter, som havde positioner også i partiets øverste ledelse. Der vil følge adskillige andre opgør i fremtiden. Det er ikke noget, som kommunister må beklage eller betragte som noget unormalt, tværtimod er disse kampe en uundgåelig følge at klassemodsætningerne i det socialistiske samfund selv. De revolutionære må ruste sig til at slå fremtidige revisionistiske kræfter tilbage, opsummere erfaringerne fra disse kampe og derigennem stadig udvikle den marxistisk-leninistiske teori. Dette understreges i den tale som en at KKP's fem næstformænd, Wang Hung-wen holdt ved fremlæggelsen at de nye love for partiet ved KKP's 10. kongres i 1973: "Formand Mao har påpeget: At gå imod strømmen er et marxistisk-leninistisk princip…Den korrekte linie, som formand Mao har repræsenteret, har ført en beslutsom kamp mod disse fejlagtige tendenser og anskuelser og har vundet sejr. Når det drejer sig om spørgsmål, der vedrører linien, må en ægte kommunist handle uden at tænke på sig selv og ikke være bange for at gå imod strømmen, også selv om det betyder, at han kan blive fjernet fra sin post, blive udstødt af partiet, kastet i fængsel eller se sit ægteskab opløst, eller selv om det kan koste ham hovedet.

Når man har at gøre med en fejlagtig tendens, er det selvfølgelig ikke blot et spørgsmål om, hvorvidt man vover at gå imod den, men også et spørgsmål om, hvorvidt man er i stand til at kende dens fejlagtighed. Klassekampen og hampen mellem de to linier i socialismens historiske periode er yderst komplicerede. Hvis én tendens skjuler en anden, hænder det ofte, at mange kammerater ikke bemærker dette. Dertil kommer, at intrigemagere og konspiratorer bevidst optræder under falsk maske, hvilket gør det endnu vanskeligere at gennemskue dem."

Hermed har Wang Hung-wen meget klart opridset grænserne for centralismen i det kommunistiske parti. Den demokratiske centralismes principper gælder for et kommunistisk parti, ikke for et parti, hvis ledelse erobres af revisionister. De organisatoriske principper er for kommunister altid underordnet den politiske linie. Al tale om enhed og disciplin bliver meningsløs, hvis den skal udøves i et parti, der ikke er kommunistisk.

Hvis et kommunistisk parti "skifter farve", dvs. bliver revisionistisk, så er det kommunisters opgave at kæmpe uden for dette parti og opbygge et nyt parti om nødvendigt.

Det er denne opgave, som KFML nu er ved at gennemføre i Danmark. Det gør KFML ud fra den opfattelse af det kommunistiske partis opgaver og rolle, som vi meget kort har skitseret her.

Men vi ved også, at det vigtigste ikke er, hvad man siger, men hvad man gør. Derfor ved vi også, at opbygningen af den danske arbejder-klasses kommunistiske parti bliver en politisk kamp for at fastholde og udvikle en korrekt politisk linie for den danske arbejderklasses kamp for socialismen.

Vi ved, at denne opgave bliver meget vanskelig og kompliceret. Men det er ingen uløselig opgave, som vi sætter os. Hvis det kommunistiske parti kan fastholde sin farve, vil den dag også komme, hvor et socialistisk Danmark ikke længere er fremtidsmål, men virkelighed.

NOTE

1) Forestillingen om et internationalt parti - et verdensparti -, som skulle dække det internationale proletariats samlede kamp, blev virkeliggjort med dannelsen at Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) umiddelbart efter 1. verdenskrig. KOM INTERN var verdens-partiet, og de nationale partier var kun sektioner af verdenspartiet. KOMINTERN blev opløst i 1943.

Erfaringerne fra KOM INTERN er både positive og negative. De positive er, at en samlet verdensledelse kunne sikre koordineringen at kampen. De negative er, at der opstod tendens til ulighed mellem de nationale partier med ét parti som dominerende, og at der ikke i tilrettelæggelsen af politikken blev taget tilstrækkeligt hensyn til de enkelte partiers egne erfaringer fra deres egne lande.

De marxistisk-leninistiske partier og organisationer har ikke genoplivet den kommunistiske internationale. De marxistisk-leninistiske partier og organisationer understreger hvert enkelt partis og organisations selvstændighed, men søger samtidig at udbygge broderlige forbindelser på den proletariske internationalismes grundlag. Dette giver de bedste betingelser for opsummering at de internationale erfaringer.

Litteraturvejledning:

Ovenstående artikel kan naturligvis kun give nogle af grundelementerne i den marxistisk-leninistiske teori om partiet. Vi henviser til bl.a. følgende værker:

Marx/Engels:
Det kommunistiske Partis Manifest. (Marx-Engels: Udvalgte Skrifter, I, Forlaget TIDEN, 1952 (senere genoptrykt, side 19-59.)

V.I. Lenin:
Hvad må der gøres? (Udvalgte Værker, bind 2, Forlaget TIDEN) 
What is to be Done?

V.I. Lenin:
Et skridt frem, to skridt tilbage. (Udvalgte Værker, bind 3, Forlaget TIDEN)

J.V. Stalin:
Leninismens grundlag. (Forlaget OKTOBER, Danmark, 1976) - (Ikke mindst i Leninismens grundlag findes en kort og klar sammenfatning af den leninistiske partiopfattelse).
THE FOUNDATIONS OF LENINISM